Jeg havde den store fornøjelse af at deltage i en svedhytte seance med sortfodsindianeren Pablo Russel i maj måned i Bredsten. Det var en yderst intens oplevelse at sidde sveddryppende og tætpakket i mørket og lytte til Pablos rolige stemme og indsigtsfulde budskaber, efterfulgt af trommer og indianersange der mentalt førte mig tilbage i tid til Nordamerikas sletter – omgivet af stammemedlemmer. Pablo har sammen med sine danske og tyske soldansere skabt et kærligt og imødekommende miljø, hvor jeg følte mig meget velkommen. Det er en oplevelse jeg på det varmeste kan anbefale andre eventyrlyste og åndeligt søgende mennesker.
Mads Winkel Olsen
I 2 år har jeg prøvet, om jeg ikke kunne få det til og passe med og møde Pablo. Det skete så endelig den 3 maj til en healing cirkel i Vejle.
Det var dejligt endelig og møde ham. Han er et fantastisk menneske, med en stor viden. Fortæller stille og roligt og med et smil af og til bl.a. om hvordan vi mennesker kan lære af – hjælpe – hinanden. Han skal opleves, der er så meget i hans ord. Jeg skal helt sikkert møde ham igen.
Channe Juliet Svane
Egebjerg Kær
Det at gå i svedhytten, var en rigtig stærk oplevelse. Lige fra starten af ceremonien følte jeg mig meget velkommen, og en del af et større fælleskab. Under ceremonien formåede Pablo at skabe en atmosfære, hvor vi alle var trygge, sikre og kunne få hjælp til den proces, vi hver især var i. Samtidig med at Pablo har en dyb respekt og indføling for det enkelte menneske. Svedhytteceremonien har været med til at afbalanceret, afstresse mig, og jeg har fået give slip på nogle gamle mønstre og følelser i mig selv, som jeg ikke længere har brug for. Ligeledes har jeg fået en bedre forbindelse mellem mig selv og moder jord.
Efter ceremonien følte jeg mig renset, godt træt og på en måde født på ny.
Tak for en dejlig lærerig og god oplevelse. Jeg kan varmt anbefal Pablos svedhytte til alle, som er interesseret i personlig og spirituel udvikling.
På snarlig gensyn
Kærlig hilsen
Hanne
Mit møde med den røde vej
af Kristina Aamand
Vild i varmen
Jeg har altid været tiltrukket af varme rum – dampbade, hot yoga, ja jeg er endda gået så langt som til at skrælle badeværelset i en lille andelslejlighed, for at bygge en finsk sauna. En dag googlede jeg svedehytte. Hånden på hjertet, jeg ved ikke hvorfor? Tilfældigvis – hvis tilfældigheder findes, poppede Pablo Russells hjemmeside op, og der var svedhytte 14 dage senere med Stefan Kobler. Jeg meldte mig på, uden at vide noget som helst om indianere, forfædre eller jordens livmoder. For bedre at kunne beskrive mit møde med den røde vej, må jeg fortælle lidt om mig selv. Jeg har en dansk mor og en palæstinensisk far. Jeg er vokset op mellem to kulturer, to religioner og har hele mit liv forholdt mig kritisk til tro og livssyn, der er lavet, og skrevet af mænd, til mænd. Og min kritiske sans blev vakt, da det blev anført at jeg skulle bære en lang kjole, ikke måtte have menstruation og at mændene skulle gå ind i svedhytten først. Det bliver jeg nødt til at indrømme. Indtil jeg sad i varmen, og kjolen beskyttede min hud, den kvinde som sad ved siden af mig lagde sin hånd beroligende på min, og da varmen steg og kraften i ritualet stod klart lysende klart i den hede mørke hytte, blev jeg ydmyg.
Du kan ikke lave nogen fejl, hvis du ikke kender reglerne …
Der er en del ritualer omkring svedhytten som for first timers kan forekomme … eksotiske. Man er bange for at lave fejl, nervøs for hvad der venter i hytten, og alle saner er vakt. Jeg blev mødt af en utrolig gæstfrihed, omsorg og åbenhed. Og det blev sagt: ”Det er helt i orden. Du kan ikke lave fejl når du ikke kender reglerne”. Da den sætning sank ind, kunne jeg nyde at være novice. Og jeg levede hvert sekund i mødet med mennesker som vil hinanden det godt, de glohede sten, sangene, trommerne og fortællingerne. Det krøb ind under mit kritiske hudlag og landede lige i hjertekuglen. Og jeg måtte tilbage igen. Anden gang jeg var i svedhytte blev jeg udfordret. Jeg var i en svær fase i mit liv, og de første minutter i hytten var præget af angst. Jeg ville ud. Men i stedet for at lade følelsen af panik løbe af med mig, trak jeg vejret og tænkte på Stefans ord: Det her er det sikreste sted du kan være – jordens livmoder. Det lærte mig, at jeg kan komme igennem ubehag, stærkere og mere stolt.
Den barske bøffel
Tredje gang mødte jeg Pablo Russel. En uprætentiøs mand, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg deltog igen i svedhytten. Denne gang følte jeg mig relativt habil, og selv om the heat was on, var det en fest. Jeg deltog i healingscirkel, og det blev mere klart for mig hvorfor den den røde vej har fået en plads i mit hjerte og hvorfor jeg vil vide mere, lære mere og leve mere med den røde vejs læring. Et eksempel: Der er både the creator og moder jord. Det feminine og det maskuline – og ingen er mere værdifuld end den anden! Det er to sider af samme sag, og et match made in heaven – hvis I spørger mig. Mødet med Pablo Russel gav mig noget at tænke over. Og noget at arbejde med. Hans måde at være i verden på, med humor og alvor, er en inspiration og en gave – hvis du vel og mærke har lyst til at åbne og bruge den. For i mit tilfælde er de svar jeg har fundet i mørket, mens jeg lyttede og lærte af både Stefan og Pablos ord, ikke det jeg ønskede at finde. Langt fra! For det betød at jeg måtte lave ændringer i mit liv. Svære forandringer. Men den røde vej har lært mig, at en bøffel ikke vender numsen til stormen. Den konfronterer den barske blæst front on, og kæmper sig igennem. Det er et smukt billede og en stærk fortælling, som giver mening i et menneskeliv, med sol, vind og skiftende sind.
Af hjertet tak og hey herfra
Kristina Aamand